Tændstikkens historie


At lave ild har, til alle tider, været dybt fascinerende og livsvigtig for mennesket.


Men det har ikke altid været nemt, at frembringe den magiske ild.

I 1680 finder den engelske filosof, kemiker og fysiker Robert Boyle ud af, at hvis man gnider fosfor og svovl sammen, slår det ud i lys lue. Grundideen til tændstikken var på plads.


Men det var ikke strygetændstikken som vi kender den i dag, der blev opfundet først - det var dyppetændstikken!


Dyppetændstikken

I 1805 opfandt den franske kemiker Jean Chancel en tændstik hvor “hovedet” bestod af kaliumklorat, svovl, sukker, gummi og andre skumle stoffer. Pinden blev antændt ved at den blev dybbet i en krukke med koncentreret svovlsyre – hvorefter den ville antænde.

Det lugtede fælt og udviklede nogle gule dampe. Farlige sager!


Forløberen til strygetændstikken

I 1827 udviklede englænderen John Walker en forløber til strygetændstikken, som vi kender den i dag.

Sammen med tændstikkerne fulgte der et stykke sandpapir, som man skulle stryge tændstikken mod, for at få ild.

Stikken, var præpareret med bl.a. antimonsulfid, kaliumklorat og svovl – og var meget uforudsigelige og farlige.


Svovlstikken

I 1832 opfandt tyskeren J.F. Kammerer et svovlhovede som indeholdt gult fosfor. Svovlstikken var dermed så letantændelig, at den kunne tændes ved strygning mod enhver ru overflade. Denne tændstiktype blev meget populær. Men da gult fosfor er meget sundhedsskadeligt og var eksplosionsfarlige ved fabrikation og transport, blev det forbudt at fremstille og sælge disse “svovlstikker” i 1906.


Sikkerhedstændstikken

I 1844 opfandt den svenske professor Gustaf Erik Pasch strygefladen med rødt fosfor. Derudover placerede han  strygefladen uden på æsken - og hermed havde han endelig givet mennesket en pålidelig, effektiv og sikker måde at tænde ild på.

Stenen og ildboret

I stenalderen blev der lavet ild, ved “ildgnidning”. To træstykker blev gnedet, med hurtige og vedvarende bevægelser, mod hinanden, hvorved gnidnings-varmen til sidst frembragte gløder.
Eller ved “ildslagning”, hvor man ved at slå forskellige sten eller mineraler sammen kunne frembringe gnister.


Ildstålet

I jernaldern fandt man ud af at man, forholdsvis nemt, kunne lave en god gnist ved at slå stål imod f.eks kvartsit eller flint.

Denne metode var så effektiv, at den blev den mest almindelige måde, at lave ild på, helt frem til omkring 1820 hvor 'Fyrtøjet', som består af et stykke hærdet stål, et stykke flint og lidt fyrsvamp, blev udkonkurreret af en lille pind.


Træpinde med svovl

I både Romerriget og i 500-tallets Kina finder man flammende træpinde med svovl omtalt. Men det har ikke været egentlige tændstikker.


Fosfor og svovl

I 1669 opdager den tyske alkymist Henning Brand grundstoffet fosfor.

Mennesker har mestret kunsten at lave ild i tusindvis af år. Men det var først i 1844 at det blev rigtig nemt og sikkert, at tænde ild.